Rúni Weihe

Uden den mindste ærgrelse

Et sted midt inde i Hervé Guiberts bog Til den ven der ikke reddede mit liv slås jeg næsten omkuld af jalousi. Jeg vil også have HIV, tænker jeg, jeg vil også dø af AIDS. 

Jeg vil se døden i øjnene. Jeg vil se den i Hervé Guiberts blændende øjne på den anden side af et smukt dækket bord bagerst i en parisisk restaurant. Jeg vil se mit eget spejlbillede i dødens øjne: et spejlbillede som hviler ovenpå en døende vens snart livløse øjne, hvis øjenlåg skal lukkes i af en kærlig hånd. Et slags dobbelteksponeret fotografi, en slags øjeblikkets kvælende samhørighed. Hans øjne og mit blik på dem, synsvinkel og billede, fanget oven i hinanden, uadskillelige.

Min jalousi handler ikke om legen med de ord, som jeg allerede er begyndt på i ovenstående passage. Den form for leg sker hver gang, jeg selv tror at jeg er nået frem til noget interessant i den tekst, jeg er i færd med at skrive. Jeg kan ikke lade være med det. Det er en umulig trang, som jeg har. En selvoptaget og undvigende trang.

Gøgleri: Jeg placerer mig selv foran Hervé i en restaurant. Jeg placerer mig selv i hans åsyn. Jeg lægger mit spejlbillede ud over hans øjne, som en hinde, som den halvgennemsigtige plasticpose, morderen kvæler sit offer med, der forhindrer os i at se Hervés øjne, deres farver og dybde. I stedet ser vi på mit spejlbillede, som en gennemsigtig maske der bliver trukket ned over hans øjne, og som fortrænger dem til en plads i baggrunden. 

Dvs. jeg dræber ham, og gør samtidig mig selv til hans kærlige ven. En kærlig og betænksom ven, som efter døden er indtruffet, sørgende lukker hans øjenlåg i. 

Det er den slags skriverier, som jeg altid ender med at skrive. Og det er den slags skriverier, som Hervé Guibert afholder sig fra. Og jeg vælger at tro, at det er fordi at hans tid helt konkret er ved at rinde ud. Han har HIV, han får snart AIDS, han ved at han skal dø. Han ved tilmed omtrentligt hvornår. Han er dødsdømt og har ikke tid til at lege.

Jeg er besat af tid er en sætning som jeg ofte skriver. Den står allerede i tre af mine forskellige manuskripter. Tre manuskripter, som jeg ofte frygter aldrig vil blive færdige, fordi jeg netop falder i ordkløverier og lege, etymologiske og terminologiske, som det ovenstående. De knopskyder og forgrener sig sidelæns i nye begyndelser.

Min jalousi, eller lad os kalde det misundelse. Min misundelse. Det som jeg misunder Hervé Guibert for, er hans dødsdom. Det, som jeg misunder, er at vide med sikkerhed, at snart er det hele forbi. Det, som jeg misunder, er at skrive før det er for sent. 

I bogen lader Hervé Guibert sig kortvarigt besætte af døden, i skikkelse af kirkegårde. Den besættelse deler jeg med ham. I løbet af de sidste tre år, i en voksende følelse af ensomhed, har jeg på mine rejser altid opholdt mig meget på kirkegårde. 

Jeg farer vild på den firkantede kirkegårds-ø San Michele i Venedig og er bange for at få hedeslag.

På Calvary kirkegården i Queens, New York, står jeg og bliver svimmel af at se på hvordan gravsten, gravkamre og obelisker løber på rad og række så langt øjet rækker og før man ved af det, er de smeltet sammen med den øvrige by: gravstenene optræder i samme størrelse som husene længere borte eller som husenes skorsten. Vinduernes proportioner og gravkamrenes proportioner er de samme. Og blandt de høje obelisker kan man se Manhattans skyskrabere træde frem. Den formelle repetition i byens formgivning og kirkegårdens inventar får det til at svimle for mig, jeg bliver for en stund blind og kan ikke fokusere. Alt er sløret omkring mig, og totalt uden dybde. 

I Green-Wood kirkegårdens snehvide bakker står jeg i øjenhøjde med en engle-statuette og bagved, ude i bugten løfter en endnu mindre frihedsgudinde sin fakkel for dem, som har erstattet de syge og de fattige, turisterne.

Jeg går med mine venner nede i en simpel nedgravet kirkegård på Mallorca, da det begynder at skumre. Vi betragter de små og solblege fotografier af de døde, hvis jordiske rester ligger gemt inde bag gravtavlerne på gravkamrene, som rejser sig omkring os som et lille nabolag. Vi ser de dødes fotografier blive grynede og med den faldende sol ser vi, hvordan de forsvinder foran øjnene på os.

Og i den knastørre Panteon de Dolores i Chapultepec-parken i Mexico City fortaber jeg mig også og farer vild og vandrer desorienteret og tørstig rundt blandt de hundredetusindvis af halvt sammensunkne og faldefærdige grave og gravkamre, og træder over revner i stien, der må stamme fra de mange jordskælv, som får grave til at synke i jorden, gravkamre til at kollapse og på en mere billedlig måde holder dødsrigets døre åbne. Pludselig kommer jeg frem på en sælger med trækvogn, som har slået sin parasol op. 

Jeg tror min misundelse handler om Hervé Guiberts og hans venners fællesskab og deres homoseksualitet. Og om min egen for sent erkendte homoseksualitet, som det lykkedes mig at kvæle i min ungdom af frygt for udstødelse og udskamning, og vilkårlig vold. Det er først nu, i min misundelse, at jeg tør se tilbage på min ungdom, og se hvert forhold, som jeg siden har indledt med piger og kvinder i mit 35 årige liv, som et bevis for omverden, at jeg ikke var homoseksuel. Og det er i min misundelse, at jeg sidder med hjertebanke og i sorg og skriver det her og frygter at jeg har gjort noget utilgiveligt, at jeg har disciplineret mig selv med alt for stor succes. At det er for sent, skaden uoprettelig, og at det forhold, som jeg for nyligt har indledt med endnu en kvinde, er mere af samme selvfornægtelse, og dømt til at gøre os begge ulykkelige.

Jeg vil også have HIV, skrev jeg. Jeg vil også dø af AIDS, skrev jeg. Jeg vil også have en ven, som ikke redder mit liv.

Problemet er at jeg er smuk og charmerende. Og utrolig tiltrækkende. Jeg er en elastik, som ikke kan briste. 

Til en nytårsaftens-fest, hvor alle som sædvanligt er i færd med at tage videre, kommer en kvinde hen til mig. Hun flirter og smiler. Hun er direkte og spørger, om jeg er til mænd. Jeg forsøger at svare ærligt. Nogengange, siger jeg. Det lader ikke til at skræmme hende, vi danser og flirter og aftaler at ses igen, for hun skal med en veninde videre. 

Mine venner og jeg skal også videre. Men det viser sig at en af mine venner har overhørt mig. Nu vil hun tidligt hjem. Jeg spørger hvorfor. Hun vrænger og sukker. Jeg spørger, hvad det drejer sig om. Hun siger at jeg er overfladisk og vil ikke uddybe. Min opførsel har skuffet hende, kan jeg forstå. Jeg er ikke til at stole på. Hun tager en taxa hjem og jeg går indenfor igen, hvor en mand denne gang kommer hen til mig. Vi taler om musik, vi står med siden til dansegulvet og flirter og det er dejligt. Han spørger ikke om, hvad jeg er, men lægger sin hånd på min skulder. Han ser mig, og uden at han har sagt noget, så ender jeg, som så ofte før, med at afvise det, som jeg kun kortvarigt har turdet at stå ved. Nej, nej, jeg er til kvinder, eller nej, nej, du tager fejl, jeg er bare ikke så maskulin, eller, nu forveksler du min følsomhed og forståelse med din egen seksualitet. Eller, nej, desværre, altså du er ikke den første, som har troet det.

Og kvinder falder for mig, og falder for det, som jeg i glimt lader træde frem. Jeg har altid været til fals for smiger. Og de ting, som jeg her nævner, har alle, og særlig i mødet med frygten for at blive afsløret, gjort, at jeg som bevis for min heteroseksualitet har haft utrolig mange og kortvarige heteroseksuelle forhold. Jeg har charmeret den ene efter den anden, indledt det ene forhold efter det andet. Jeg har knaldet og kneppet og forsøgt, tror jeg, derigennem at uddrive min egen lyst til at blive knaldet og kneppet.

Set herfra, hvor jeg sidder og skriver, virker det hele frygtelig banalt. Jeg har altid forsøgt at afstå fra at lade seksualitet fylde for meget. Men nu forveksler jeg sex med sexualitet. Det er ikke det samme. Og når man, som jeg, er et menneske med periodevis forsvindende lav sekslyst, så bliver det også sværere at sondre mellem seksualitetens forskellige lyster.

Min hjertebanke er aftaget en smule nu. Jeg både vænner mig til tanken, og bliver chokeret af den. 

Jeg skrev, at det var en uerkendt homoseksualitet, som jeg nu endelige turde se i øjnene. Måske er det en fortalelse? Måske er jeg biseksuel. Måske er jeg ikke-heteroseksuel. Jeg ved det ikke. Måske er det her mere af det samme ordkløveri? De forskellige betegnelser er ikke til nogen hjælp. Mit sprog er for begrænset, ordene er så frygtelig banale. Og det virker som en forenkling af noget kompliceret at sige at jeg er homoseksuel. Det virker tillige lidt for belejligt. Opportunt, næsten.

Jeg har lært mig selv at nyde kvinder. Det er vel det som størstedelen af alle drenges opvækst og opdragelse går ud på. Jeg er blevet god til at give kvinder nydelse. Jeg har et helt heteroseksuelt liv bag mig, en opdragelse og en disciplin bag mig. Jeg ved, hvordan jeg skal begære kvinder. Jeg ved, hvordan jeg skal bevise mit begær. Jeg ved, hvordan det skal indfries. 

Med mænd har jeg ingen erfaring. 

Kun en gang har jeg kysset en meget yngre dreng. Han var omsorgsfuld og sød, da jeg efter kysseriet sagde, at det ikke ville blive til mere. Det tændte mig ikke. 

Senere samme aften kom en tilsvarende ung pige hen til mig på dansegulvet for at danse og efter ikke mere end et par sekunder måtte jeg bedrøvet indrømme at hun tændte mig, hendes krop tændte mig, hendes bevægelser, de meget få berøringer, tændte mig.

Jeg er nu sikker på, i denne sørgelige misundelse, som jeg sidder i, at det dengang var min egen selv-beherskelse og disciplin, som holdt mig fra at gå med drengen hjem. Et helt livs frygt for at blive outet forsvinder ikke under en aften. 

Jeg er også sikker på, nu når jeg sidder og tænker tilbage på den aften, at det var den samme selvbeherskelse og disciplin, som gjorde at jeg knap nok bemærkede pigen, at jeg ligefrem blev frastødt af hendes ublu tætte dans og kropslighed. Jeg er bange for at jeg skylder hende en undskyldning og en større opmærksomhed, for jeg husker ikke hvordan jeg afviste hende. Men det gjorde jeg. 

Det er lidt mere end et år siden at drengen kom hen til mig. Han lagde armen om mig og sagde at han ville kysse mig, han syntes at jeg så sød ud. Jeg reagerede ikke som jeg altid har reageret: ved at smile og glide af. Jeg var ikke afvisende, jeg fandt ham tillidsvækkende og kærlig, og det kom bag på mig. Hvor let det var. Hvor enkelt. Vi gik udenfor og satte os på en bænk, hvor vi kunne være i fred. Vi kyssede. Det overraskede mig, at jeg kunne li’ det. Det overraskede mig, at jeg ikke blev forskrækket af hans kys, jeg rystede ikke, jeg trak mig ikke ubevidst tilbage. Jeg fortalte ham, at jeg aldrig havde kysset en mand før. Vi kyssede mere, og jeg fortalte ham, at jeg ikke var ren. Han strøg mig på ryggen, omfavnede mig og kyssede mig igen. Jeg fortalte, at jeg ikke vidste noget, om det som vi bevægede os i mod. Jeg ville gerne være ren. Jeg havde ikke været i bad. Jeg tænkte på, hvordan min røv så ud, hvornår jeg sidst havde været i bad, at nogen for første gang skulle se mig og trænge ind i mig. Jeg ville gerne barbere mig. Jeg ville gerne have en ren og glat røv. En røv som han skulle have lyst til? Det tænker jeg nu. Jeg var bange for, hvordan jeg så ud. Det var første gang at nogen skulle se mig sådan. Han sagde, at jeg skulle slappe af, at det skulle vi nok finde ud af sammen. Og jeg havde ingen grund til ikke at stole på ham.

Jeg havde da 34-års erfaring med at tøjle og beherske mit begær. 

Vi kyssede og jeg tænkte på, hvordan vi skulle være sammen. Vi kyssede og jeg tog mere grådigt om hans nakke og nød at kysse med ham. Vi kyssede og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg ikke var ren. Så stoppede vi med at kysse. Jeg ved ikke rigtigt, sagde jeg. Jeg ved ikke om jeg er til mænd alligevel, tilføjede jeg. Jeg lod mit blik falde ned i mit skridt og lod ham forstå at jeg ikke var tændt. Og så, som om det var et lille videnskabseksperiment, vi var i gang med, bad jeg ham kysse mig igen for at se om jeg ville blive tændt og få lyst til at have sex med ham. Da der ingenting skete, sagde jeg, ok, det er jeg ked af. Det bliver ikke til noget. 

Jeg troede at jeg havde fået et bevis for min hetero-seksualitet, at jeg havde bestået en slags fristelse eller prøve. 

Det var fremmed og nyt for mig, og noget som jeg i et helt liv havde fortrængt. I dag er jeg bange for at det ikke var manglende lyst, men at det var manglende fantasi.

Når jeg tænker tilbage på min barndom og min ungdom, så ser jeg mig selv foran badeværelsets spejl iført min halvsøsters g-streng med en pirrende skamfuld følelse, men også nysgerrig og liderlig. Jeg vender ryggen til spejlet og ser mig over skulderen. Jeg ser mig tage en tandbørste fra skabet og føre den op i mig selv med grebet først og jeg mærker igen den store skuffelse, og hvor ondt tandbørstens grønne og lidt nubrede gummi-overtrukne greb gjorde, og at der, da jeg trak det ud igen, sad rester af lort på det. 

Jeg ser mig selv i spejlet og ser min egen utilfreds-stillelse komme til udtryk som væmmelse, da jeg med varmt vand skyller tandbørsten ren og lugten af afføringen begynder at forstærkes og brede sig i rummet.

Jeg ser mig selv stå i køkkenet, hvor min stedbror er i gang med at fortælle en anekdote. Det har været en arbejdsom dag. Jeg er ikke sikker på om vi har høstet, eller om det er fårene vi har drevet ind, eller om vi har været ude med båden. I alle tilfælde er huset fuldt, mine halvsøskende er hjemme, børnene er med, og spisebordet er for lille og dem der ikke har en stol, står og læner sig mod kommoder og vægge og døre for at lytte med. Alle har et smil på læben og røde kinder, og efter lang dag ude, venter vi alle på at få lov til at bryde ud i latter igen, da hans syv-årige søn begynder at hive i hans arm. Sønnen vil gerne løftes op. Han vil have lov til at kravle op i skødet på sin far, sidde hos ham, imens han fortæller. Faren ser på sønnen og siger vent og skubber ham lidt væk for at fortælle videre. Og da sønnen igen forsøger at tage i sin fars hånd, da skubber faren ham kraftigt fra sig og sønnen falder på gulvet. Der bliver stille i køkkenet. Folk ser til siden eller væk. Jeg ser sønnen rejse sig op på benene med tårer i øjnene. Han ser bange op på faren, som overrasket af kraften i skubbet begynder at le. Faren siger, det gjorde da ikke ondt, hva’? Drengen tager sig til skulderen og snøfter. Faren siger, du blev da bare lidt forskrækket. Kom hen til mig, siger han. Drengen tørrer tårerne bort og går lidt tøvende hen til faren. Faren løfter sin søn op i skødet og begynder at trøste ham, at kramme ham, stryge ham over ryggen. Og sønnen snøfter en sidste gang, og finder et myndigt smil frem, og siger, det gjorde ikke ondt, far. Jeg blev bare lidt forskrækket, far. 

Og jeg hader ham for det. Jeg hader den lille syvårige dreng. Jeg hader alle drengene som bliver til sine fædre. Jeg hader dem for at tale dem efter munden, og ikke som jeg, at holde op med at tale i det hele taget.

For det som jeg i dag sidder og ser for mig, imens jeg skriver det her, og ved siden af det bladrer i en bog med nogle af Hervé Guiberts flygtige sort/hvide fotografier, er det nærvær og det skæbnefællesskab, som jeg føler mig snydt for. De venner, som ikke fandtes i min barndom og i min ungdom at se i øjnene. De venner, som ikke var der til at se ind i mine øjne. De venner, som ikke var der til at vise mig og indføre mig i mine lysters mange kroge og afkroge.

Og det, som jeg sidder tilbage med nu, sammen med en overvældende følelse af tomhed, er en næsten forsvindende fornemmelse af alle de mænd og drenge, hvis udseende og ansigtstræk, jeg ikke længere kan forestille mig. Alle dem, som jeg uden undtagelse har afvist. Med et glimt i øjet, med et overbærende smil, måske ovenikøbet med en venlig latter, har jeg rystet på hovedet og været ked af det på deres vegne og ikke mine egne. Jeg har set dem gå deres vej uden den mindste ærgrelse.

Rúni Weihe (f. 1985) er uddannet fra Forfatterskolen i 2018, og fra Biskop-Arnös Om att skriva kritikk och essäistik-linje i 2021. Efter debuten i 2015, romanen Mursejler, udgav han i 2020 prosabogen Bølger over det høje græs.

Julia Österlund Göra hålet större längst in, hitta en mekanism
Olivia Hasle Petersen 3. Lektion om mandagen
Paulina Sokolow Grisen under taket
Sara Wengström Aleatoriska dikter
Ann Ighe Klassresan som litterär erfarenhet
Evelin Tamm Delar av min kropp
Anna Hörnell Notes on mångkamp (ett utdrag)
Sten Sandell Det ljudande arkivet

Skarv är en tidskrift och en mailtråd. Varje nummer av Skarv växer fram som ett kedjebrev. En ursprungstext skickas till en skribent, som skriver ett svar och skickar vidare till en ny skribent. Författaren till varje variation väljer vem som tar vid där dens text slutar. Efter sex månader avslutas kedjan, vilket betyder att numret är färdigt, och ett nytt startas.

Skarv betyder fog eller hopfogning. Det är även namnet på en sjöfågel, vilken klassas som en invasiv art. Det går att anmäla sig till mailtråden Skarv här.


SKARV 01. Denna förbindelse mellan alla med lungor – Juliana Spahr.

Dessa saker finns: enskilda korn av sand, sandstränder, sandens rörelse och sandens stelnande. Sandjord, lerjord, vilda blommor.

En älskare föreslog att jag skulle prova drejning för att lindra oron – min, eller om det var hans (som om det inte var världen!). En annan lärde mig att blanda sand till murbruk och foga samman stenar, som också de bestod av sand, sammanpressad.

Det var nära Gibraltar. Vi byggde en skola och drog en väg att gå till skolan på. Tegelsten, blocksten, gatsten. Stenen är en beståndsdel. En annan är kroppen; kroppen är den viktigaste beståndsdelen.

Kroppar, fötter och händer i rörelse och stillhet, jämte andra kroppar, fötter och händer, som håller stenarna, rör sig emot andra kroppar; bildar kedjor och formerar block, svarta block och vita overaller. Kroppar i arbete, i kamp, i kärlek.

Dessa saker finns också: fötter som kan gå en halv dag för att genomföra en blockad, kroppar som blockerar en transportväg eller intar en aveny, allt är över efter tio minuter, och så får man gå tillbaka igen.

Det är det som bygger rörelsen. Man sover i en jurta eller tipi någonstans, kanske i Christiania. Något finns där i natten; en beredskap inför någonting som ännu inte kan tydas, men som är på väg att bli till, i en epok av globala strider.

Någons ex kommer cyklande i gryningen med en burk innanför jackan, i armvecket där huden är som varmast. Det är december månad. Åtta pers i varsin sovsäck, vördnadsfulla andedräkter som ryker i mörkret medan inseminationen pågår.

Sedan trampar exet vidare för att hålla en presskonferens. Man klär sin kropp varmt och går ut på gatorna, tillsammans. Rörelsen finns, det svarta blocket finns; en skarv mellan eget och annat, mellan det som redan är och det som ska komma.

Det finns militärer, militärindustriella komplex.

Poliser finns, och hundar.

Gatsten finns; den väger 1,849 kilo.

Den är svår att sikta med och tung att kasta.

Det här är en form: formen av kroppar och kurvor, en timglasform för sanden att strila igenom. Det här är en tid, och utanför denna tid finns en annan, och andra platser, andra rum. Där finns frågor, och svar.

Varför valde du våldet?

Nej, det var ingenting jag valde, det var en väg som körde över mig. Jag anpassade mig. Jag blev attackerad och hade möjlighet att försvara mig. Hade jag varit ensam skulle jag kanske inte ens tänkt den tanken; då hade det inte funnits som alternativ. Men vid det här tillfället hade jag den möjligheten, och då kändes det som en självklarhet.

Ångrar du dig? Tar du avstånd från våld idag?

Inte det minsta. Jag fick en månad per sten, arton månader, och jag ångrar ingen sten och ingen månad.

Vad tänkte du under de där månaderna?

Jag tänkte att fängelset är som ett samhälle i miniatyr, komprimerat. Det finns restriktioner och begränsningar. Det finns olika klasser, olika personer som har olika friheter beroende på olika saker. Det finns regler och föreskrifter som du själv inte har varit med och skapat, men som du måste följa. Det finns straff, repression av olika slag, om du inte gör det. Det finns väggar, murar, gränser; mellan rummen, byggnaderna, kvarteren, städerna, regionerna, nationerna.

En ny ordning finns, som redan är gammal.

Dessa saker finns också: motstånd, sabotage, upplopp, solidaritet.

Det finns brev att skriva. Kan man skriva kära kamrat eller är det för politiskt?

Det finns sådana tankar.

Rädsla finns, för att det skrivna ska användas emot den som är fängslad.

Vi tänker alla på er.

Så skriver vi till er, våra älsklingar. Stryker sedan “vi” och “er”; skriver “jag” och “dig” istället, eftersom vi:et också kan uppfattas som politiskt.

Jag tänker på dig.

Vi tänker på er när vi surfar på vågorna (havsnivåerna stiger). Vi tänker på er innan vi somnar i den solvarma sanden på Spaniens stränder (de sveps ut till havs). Vi tänker på er när vi är hemma igen, pulsande i djupsnön utanför våra mödrars hus (permafrosten smälter, växthusgaserna sipprar ut).

Det finns vildrosor. De gömmer sig under allt det vita. Och du finns, älskling.

Din kropp, dina händer, dina andetag finns.

Du tillhör mig, jag tillhör dig, vi tillhör varandra.

Rörelsen finns. Vi är rörelsen. Vi är varandras älsklingar.

Jag skriver det, så att det står skrivet.

Hur ska man våga läsa och säga det som står? Bli till som läsare i världen. Med ordens hjälp komma till insikt: om den här världens beskaffenhet, om vilka vi är, och förbindelsen däremellan.

Dessa saker finns: ett begär att läsa och ett läsandets begär; att i poesins fotspår söka efter epifani, förståelse, insikt. Att göra sig mottaglig för annanheter, för det främmande.

Det finns närvaro, empati, förlåtelse, förväntan.

Vi står i den, i bredd.

Vi tar inte avstånd.

Victoria Rixer, 14-01-2021


Utanför denna tid finns en annan.

Ibland rör sig mina händer när jag läser tyst. Kanske söker jag textens rytm med dem, händerna.

Mina lungor rör sig alltid, något pressar dem till att röra sig.

Rymden, är det tiden och rummet tillsammans? Och rytmen.

I en teatersalong, för en av de första gångerna i mitt liv, fylld av förväntan, rör sig mina lungor som de alltid gör.

Mörkt i rummet, långa röda stolsrader. Jag kan se det röda.

Stolarna kan verkligen sittas på. Jag sitter i mitten av allt, omsluten.

Ut på scenen kommer Kent Andersson. ”Där sitter ni”, säger han, ”och andas in varandras andedräkt”. Och alla varseblir vi nu rörelsen, rytmen, länken mellan alla med lungor.

”Tänk på var luften har varit förut. Kanske har Churchill andats samma luft, kanske Jesus.”

Även skratt är andetag.

Längs stolsraderna i salongen kom tiden. Den gav sig tillkänna. Inte som en röst från arkivet. Mer som det faktiskt oupplösliga bandet mellan alla med lungor,

och som insikten om att: Den nya ordningen är redan gammal

Att försöka frigöra sig från ord. Är det att förinta språk?

Hur ska man någonsin kunna läsa och säga det som står.

Brytningstider finns inte.

Men munskydd finns, och det dämpade ljudet från alla med munskydd.

Mellan alla med lungor ska gränsen upp. Mellan rummen, byggnaderna, kvarteren, städerna, regionerna, nationerna ska gränsen upp.

Namnge stormen! Och rytmen. Håll inte andan.

Jag bjuder in Victoria Rixer att svara
Ann Ighe, 14-01-2021


en annan historia hade kunnat låta

vi behövde inte arbetet

ett hus hade då varit ett hus

en gata en gata

jorden till för mat

stolarna kunde sittas på

vi jagade på morgonen

födde upp boskap om kvällarna

efter middagen lekte vi kritiska kritiker

utan att för den delen

någonsin ha ett yrke


*

tiden är som bekant

magisk

och ur led

den ger sig tillkänna

baklänges

drar dig längs med flodkanten

uppströms

den är en sargad kropp

eller en röst långt nerifrån

arkivet

hyllmeter av luntor

textfragment som säger

ljuder

något helt annat

än det som står


*

även stormar måste

NAMNGES

latinet har nått sin botten

ALFA

kommer bli det första i en ny ordning

som   redan   är

gammal

som

BETA

hur   länge   till  

kan

det

pågå

GAMMA

*

säger du

ohörda paradigm

avstavas

räknas

så, säger du

en avart

på ett tema

som redan

är

så talar vi   om

alla språk

vi har förintat

Jag bjuder in Ann Ighe att svara
Hans Carlsson, 13-01-2021


Men utanför denna form finns rymd. 

Det finns rymd mellan händerna. 

Det finns rymd mellan händerna och rymd kring händerna. 

Det finns rymd kring händerna och rymd i rummet. 

Det finns rymd i rummet som omger formen på allas händer och kropp och fötter och celler och pulsen som ryms däri. 

Det finns rymd, en ojämn rymd, som bildas av detta mönster av kroppar. 

Denna rymd rör sig in och ut ur allas kroppar. 

Alla med lungor andas in och ut rymden medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna. 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd 

medan alla med mungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd och regionernas rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd och regionernas rymd och nationernas rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd och nationernas rymd och kontinenternas och öarnas rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd och nationernas rymd och kontinenternas och öarnas rymd och oceanernas rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd och nationernas rymd och kontinenternas och öarnas rymd och oceanernas rymd och troposfärens rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd och nationernas rymd och kontinenternas och öarnas rymd och oceanernas rymd och troposfärens rymd och stratosfärens rymd 

medan alla med lungor andas in och ut rymden mellan händerna och rymden kring händerna och rummets rymd och byggnadens rymd som omger rummet och de angränsande kvarterens rymd och städernas rymd och nationernas rymd och kontinenternas och öarnas rymd och oceanernas rymd och troposfärens rymd och stratosfärens rymd och mesosfärens rymd 

I och med detta blir allt som vrider sig och allt smått inandat av alla med lungor i varje ögonblick.

Utdrag ur Denna förbindelse mellan alla oss med lungor av Juliana Spahr.
SKARV bjuder in Hans Carlsson att svara, 13-01-2021