I August F. Schmidts tobindsværk om Danmarks kæmpesten fra 1932 læser jeg om Ivers Kirke: En stor rød granitsten på stranden ved Hirtshals, som var andagtssted for en mand ved navn Iver. Han besøgte den hver dag, knælede og bad. Uanset vejret, selv når stormen drev bølgerne helt op omkring stenen, gik han derud. Stenen havde en firkantet form med et udspring ligesom koret på en kirke. Den var dobbelt så lang som høj og bred. En stolt sten, så høj at en 15-års hyrdedreng næppe kunne nå toppen. Sådan beskrives den i bogen af de lokale, som Schmidt taler med. Jeg ser den for mig på stranden, med havet piskende om sig, og jeg vil besøge den. Men den findes ikke mere fortæller de lokale. Den blev sprængt for mere end hundrede år siden og brugt i en trappe. 

Hvordan blev den helligsted for Ivar? 

Så han stenen, da han legede på stranden som barn?

Lænede han sig mod dens lune side en sommer?

Besteg han den røde granit med sin kæreste som ganske ung? 

Så han sin bedstemor gå til stenen og overtog hendes praksis, da hun døde? 

Var han egentlig ikke troende, men holdt af stenen for dens trofasthed? 

Lod stenen ham vide en anden historie end den de fleste kender? 

Var han altid mest tryg under åben himmel? 

Undgik han helst myldret i byen og i kirken?

Var præsten for ham en unødvendig mellemmand?

Var han en egenrådig type som ikke så grund til at indordne sig? 

Ønskede han en større frihed i sin bøn? 

Bad han i virkeligheden til nogle andre? 

Var det et åbent spørgsmål for ham?

…

Som 19-årig—næsten voksen, næsten barn—var jeg i Andorra sammen med Pil. Vi lå i telt, lavede mad på trangia, gik ture i La Vella og i bjergene. Vi var der vist kun et par dage, før vi tog videre til Bordeaux, men jeg husker den tur i bjergene. Terrænet ændrede sig gradvist, stien blev smallere og pludselig gik vi langs en dyb kløft. På siderne voksede små tætte træer og buske. Jeg kom til at puffe til en sten, som trimlede ned ad den stejle side, og det overraskede mig at højden ramte sådan i kroppen: Jeg måtte bøje mig forover, holde fast i buskads og græs, som om ethvert vindpust kunne løsne mig fra stien som et vissent blad. Foran gik Pil oprejst og selvsikker. Jeg prøvede at fortsætte med den foroverbøjede, klamrende gangart, men det var ikke holdbart, og det endte med, at jeg fandt et lille plateau og satte mig der, mens Pil fortsatte på egen hånd. De var ikke klar til at gå tilbage endnu. Jeg så dem bevæge sig ubekymret på den nærmest usynlige sti langs kløften og forsvinde bag et klippefremspring. Jeg svedte under solen mens varmen trængte op gennem lårene og håndfladerne fra stenen, og efterhånden faldt min blafrende angst til ro. 

Efter nogen tid kom Pil til syne igen og vinkede hen over kløften. Jeg betragtede dem fra mit helle. De bevægede sig roligt, balancerede nærmest på kanten af svælget, som et dyr, der havde hjemme netop der. Da de kom tilbage fortalte de, hvor smukt der var på den anden side, mens de hjalp mig ned ad den stejle sti, min hånd på deres skulder.

Der er en grammatisk logik som ophører, når jeg står på bjerget: 

Subjektet og objektet bytter plads.

Der er en stor nydelse i dette. Det er skræmmende, det er storslået at være lille. At være en detalje på bjergets flossede side, ligesom græsset og småstenene og svalerne. At flytte vægten fra det ene ben til det andet, stå på tæer, sætte sig på hug og tippe over i bjerget som et fælles centrum, der deles med de andre. At mærke frygten—ikke som noget, der skaber afstand, men som en varme, der flyder mellem os. En akut nærhed.

Jeg får fri og må bare tage imod. Jeg får fri og må bare flyde over. 

Måske handler det at være lille ikke om at begrænse sig.

Nej, det handler slet ikke om at begrænse sig, men om at fordele sin opmærksomhed så den ikke er så tung i jeget. 

. . .

I sit essay Situated Knowledges, som udkom i 1988, det år jeg blev født, skriver Donna Haraway om hvordan objektivitet ikke kan handle om et fikseret syn, når hvad (eller hvem?) der tæller som objekt, netop er det verdenshistorien viser sig at handle om. Blikket må flakke, nødvendigvis. Det må spejles hos andre og se sig selv i øjnene. Blikket må opdage at det strømmer fra en krop, altid en krop. Denne krop må opdage hvad den kan være for andre, hvor den kan stille sig. Hvad den kan se dérfra. Hvad den kan tænke med dét sted. Hvem får lov at hævde objektivitet? Hvem reduceres til objekt? Sådanne grammatiske og etiske spørgsmål må kroppen bøvle med, den må afprøve dem og tænke med sit eget kød, hvad kan den ellers gøre? Den kan spørge og komme godt i tvivl. Indse at den har nået et punkt, hvor noget må forandres eller kastes bort. Træde ud til siden, bede om hjælp: Sig mig engang. Tal lidt med mig. 

Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved, at jeg og dette ikoniske essay udkom samme år. Det får mig til at føle mig lille. Her sidder jeg og læser det nu, så lang tid efter. Og i den lille følelse er der en forbindelse, en lykke over at blive set og over selv at kunne se—at kunne se et mønster.  Det tegner sig på tværs af ting og tid, og virker nogle gange som en gåde, jeg endnu ikke har regnet ud. Det hele giver mening og så alligevel ikke. Jeg kan se mig både blind og gal og glad på ting, som jeg ikke ved hvad betyder, men som taler til mig. Det føles ofte som en svaghed og somme tider som en styrke. Af åbenlyse årsager googler jeg Steen Steensen Blicher og finder ud af at han har skrevet en bog som hedder Stakkels Louis. Jeg føler mig prikket på skulderen. En form for hint? Jeg vil gerne med det samme gøre det klart, at jeg ikke tror Steen Steensen Blicher taler til mig på tværs af århundreder. Jeg gør mig ingen forestillinger om at være udvalgt, og ved slet ikke om jeg skal læse den bog. Jeg prøver bare at se, om jeg kan bruge disse detaljer, som efter alt at dømme danner et omfangsrigt mønster. Mit system lyser op, når jeg finder ting der passer sammen, uanset hvor håbløse de forekommer. Hos mig er de ikke håbløse. Det er som om de giver en slags sirlig og kaotisk modvægt til sorgen. Måske er det en måde at tilse et sår, som kommer af ikke at stole på sin egen sandhed. Ganske tidligt at lære ikke at stole på sin egen sandhed. 

…

Opslagsværket Danske Sten fra Sagn og Tro af Mads Lidegaard har stået på min hylde i nogle måneder, og nu er jeg endelig kommet i gang med at læse i det. I værket går Lidegaard i fodsporene på folkemindeforsker August F. Schmidt, og opsøger de mange sagnsten rundt om i landet, som Schmidt i sin tid kortlagde. Mange af sagnene som er knyttet til stenene stammer fra før-kristen tid. I forordet til bogen fortæller Lidegaard om den gamle folketro, han selv husker: ”Endnu i min barndom på heden i Jylland belærte de gamle os om, at stenene var levende som alt andet, at de groede i jorden (…) og når man trak dem op, hang rødderne ved som enhver plante. Mange mente også, at de fik unger: Alle de små sten, der lå omkring de store.” 

Stenene beskrives med en grundighed og omsorg som anerkender deres plads i jordens system, og jeg kan lide at tænke på dem som levende, et sted mellem plante og dyr, med rødder der hænger ved og småsten som unger. Lidegaard beskriver hvordan man før i tiden mente at stenene havde et eget liv og en særlig bestandig autoritet, som man gjorde klogt i at respektere: ”Mens alt andet i naturen var undergivet årets og døgnets skiftende luner, var der ved stenene noget uforanderligt (…), de virkede stærkt på sindet ved deres tyngde, vælde og tavshed og deres upåvirkelighed af alt det skiftende. Og som det vigtigste råmateriale gennem det meste af folkets historie forøgedes deres prestige endnu mere.” 

Prestige. Dette ordvalg overrasker mig. Det er en uventet formulering som ikke passer ind i en moderne vestlig naturforståelse, hvor stenene, som en del af mineralriget, anses for det laveste. Den kolde klippe, de tavse sten, som hverken lægger æg eller føder unger. Men i denne bog er der noget andet på spil. Ganske vidst føder stenene ikke deres unger i almindelig forstand, men de vokser frem i jorden eller de deler sig med en sær magi. 

Stenene kan virke som det i naturen, der er længst fra mennesket, men vi har så meget til fælles. De ved noget om hvordan det er at have en krop, som er på vej. Deres processer er fortsat i gang, som queer individer, der har rejst langt for at blive dem, de er i dag. De overgår fra flydende til fast, fra varm til kold. De krystalliserer og transformeres gennem tid, tryk og erosion. Slibes i vandet og splintres i frosten. De slæber sig fremad gennem tunge år og vokser hvis de kan. De er en del af et større hele, som nogle gange bevæger sig med tektonisk langsomhed, andre gange med vulkansk kraft. For sådan er det at bo i en krop, uanset hvor mange stykker. 

Jeg holder af at huske på dette: Ikke to sten er ens. Det kan virke banalt at påpege—men jeg prøver at være stolt over den glæde jeg finder i deres uendelige variationer. Så mange toner af blåt og sort. Så mange former en krop kan have. Det er en viden jeg selv skal bruge, som jeg må finde frem igen og igen.

. . . 

Jeg kan lide at læse om stenene én for én og begynder fra en ende af. Mange af bogens korte artikler minder om hinanden, både fordi de sagn, som er knyttet til stenene, har mange fællestræk og fordi Lidegaards sprog er præget af en vis skematik: Vendinger og typebetegnelser går igen. Er det kedeligt at læse? Egentlig ikke. Jeg får en fornemmelse af at stenene er i familie med hinanden, at flere af sagnene har vandret gennem landet og tiden, for så at knytte sig til stenene, som, før alt dette, selv har vandret med isen og siden lagt sig til rette i landskabet. Sagnstenene er steder, hvor sproget har fæstnet sig ved konkrete sten, og vi mindes om deres individualitet på denne måde. 

Der findes forskellige sagntyper, der som vandresagn går igen over hele landet i lokaltilpassede variationer: Sagn om sten som vender sig, når de lugter nybagt brød. Om frugtbarhedssten, hvorfra de små børn kommer og hvor unge par kan love sig til hinanden ved at udføre seksuelle eller symbolske handlinger og således sikre deres forhold for fremtiden. Eller sagn om sten, som kan værne imod brand, lynnedslag og ulykke, hvis deres fred respekteres eller man ofrer til dem på forskellig vis. En meget almindelig type vandresagn er kastesagnene om trolde, der kaster sten mod kirker i vrede over lyden af klokkerne og kristendommens indtog. Sådan kunne man jo forklare mange store sten, hvis ophav må have været vanskeligt at begribe i dette land uden bjerge. 

Kastesagnene kan virke tragikomiske, når man ser på dem i et tusindårigt perspektiv—for de kunne jo kaste nok så mange sten, lige meget hjalp det. Kristendommen var kommet for at blive. Men man forstår deres vrede. Man forstår hvis nogle valgte at forvandle sig til sten i bare sorg. For ikke nok med at de skulle finde sig i klokkernes larm, så blev kirkerne også bygget på de gamle helligsteder og gjorde det mere end almindeligt vanskeligt for dem, som fortsat ønskede at dyrke den gamle tro. Man måtte praktisere i det skjulte, i ly af natten, hvilket sikkert kun har bidraget til vrangbilledet af at man var i ledtog med mørkets kræfter. Men Lidegaard påpeger også at der i flere af de gamle overleveringer lader til at kunne spores minder fra en tid, hvor asatroen på samme måde kan have fortrængt en endnu tidligere matriarkalsk religion og gjort dennes gudinder til kvindelige utysker eller trolde. Mange steder i landet findes fx sagn om Odin i skikkelse af Odinsjægeren, som farer rundt om natten med et spand af rasende hunde og kan finde på at splitte husdyr ad i jagten på skovens kvindelige troldvæsner. Et lignende sagn, der er særligt knyttet til Sydsjælland, handler om Slattenpatten: En ellekone med lange bryster, der går hende til livet. Hun stjæler fra mennesker og jages af en natlig jæger med hunde. I den periode, hvor landbrugskulturen langsomt blev mere og mere dominerende, har jæger-samlerkulturen fortsat fandtes, men er gradvist blevet fortrængt til marginalerne, hvor man har fortsat dyrkelsen af de gamle guder og traditioner. Sagnene om den natlige jæger ligner en direkte beskrivelse af religiøs forfølgelse af en minoritet, som måtte søge tilflugt i skoven, i natten og i samfundets periferi. Derude, hvor de jagede sagnvæsener fortrængtes til, har bondefolket måske stødt på de mennesker, som stadig dyrkede den gamle religion, og sådan kan sagnene være begyndt.

…

Jeg holder af bogens grundighed, forfatterens hengivenhed til stenene og den omsorg, som kommer til udtryk i hans måde at skaffe sig viden: Ved at rejse rundt i landet, opsøge stenene og stederne, og tale med de gamle som kendte dem. Komme tilbage et års tid senere, fordi nogen kom i snak med naboen og en ellers glemt historie kom for dagen. Eller en sten, som ingen længere vidste hvor var, pludselig dukkede op i smedens have. Der er noget rørende i alt dette arbejde, denne møjsommelighed. De mange besøg, de utallige kopper kaffe. Ønsket om at bevare de gamle overleveringer, og med nysgerrighed se på de sandheder, der ligger i dem.  

Der er noget ved denne bog, som rører mig. Noget jeg ikke mærker, når jeg læser romaner. Der er plads til noget stort her. Der er meget tid i denne bog. Hvordan kan det være, at et opslagsværk om sten vækker så stærke følelser i mig? Først taknemlighed—over alt dette arbejde, over denne hengivenhed til det forsømte. Og siden nysgerrighed. En følelse af at høre til, men ikke være nået frem—af kun lige at have påbegyndt min rejse. Der er så meget jeg skal lære. Jeg får lyst til at besøge stenene én for én. Jeg vil se hvordan de ser ud. Mærke deres overflader, besøge deres landskaber, deres skove og deres grøftekanter. Jeg vil høre nogen fortælle deres sagn og jeg har lyst til at fotografere dem alle. Men jeg er bange for at jeg vil opdage det samme som Lidegaard: I tiden mellem Schmidts kortlægning i 30’erne og Lidegaards i begyndelsen af 90’erne var et hav af sten blevet væk eller glemt, forsvundet fra den lokale bevidsthed. I dag er sikkert endnu flere væk. Det gør mig trist at tænke på—som var de en ringeagtet art, der langsomt men sikkert gik mod udryddelsen. 

…

Jeg har besluttet mig for at finde Offerstenen, som jeg har læst om i bogen. Det første stykke af vejen derud kender jeg, men i en rundkørsel, hvor jeg plejer at tage anden afkørsel, tager jeg nu i stedet den første og derfra åbner der sig et nyt landskab. Tænk hvor lidt man skal afvige fra sine kendte ruter, før man kommer ud i det ukendte. Jeg kører ad små veje, gennem små landsbyer og følger google-stemmens instruktioner. Før jeg tog afsted havde jeg fundet en rutevejledning, der skulle lede direkte til stenen, som skulle ligge i udkanten af en mindre skov. Den siger at jeg kan køre næsten helt der hen, hvorefter jeg skal gå ca. 100 m. over en mark og ind skovbrynet, og så skulle stenen ligge lige der. Umiddelbart ganske enkelt, og det går da også problemfrit at finde frem til skoven. Da stemmen annoncerer at jeg har nået min destination, ser jeg hen over marken mod skoven på højre side og tænker her kan jeg fint holde ind til siden—men før jeg ved af det, er jeg kørt ned i en overraskende dyb grøft, som var usynlig i det høje græs. Bilen hælder kraftigt, og det står hurtigt klart at den må trækkes op. Jeg ringer til Falck, som kan være der inden for en time. Med besvær kravler jeg ud af førerdøren, der er tung at åbne og stritter op i luften som en skæv, blank vinge. Jeg kan ligeså godt gå ind i skoven og lede efter Offerstenen, mens jeg venter på vejhjælpen. Den lille skov er privat og ligger tæt på en stor gård, så for ikke at påkalde mig bondens opmærksomhed dropper jeg at gå over marken. I stedet går jeg tilbage ad den vej jeg kom. Jeg kan se en åbning i skovkanten længere fremme.

På afstand ligner min mors sølvgrå Suzuki Swift en kampesten på afveje, som den sidder der, overskrævs på grøftekanten. En stor rundskuret vandreblok efterladt af en afsmeltende istunge.

…

Jeg når frem til åbningen i skovkanten, hvor en jordvej går ind i mellem træerne. Den deler sig i to og jeg vælger den til venstre, og døber den i mit hoved Venstrestien. Ifølge min rutevejledning ser det ud til, at den leder direkte til Offerstenen, som skulle være nem at genkende. I bogen er der et sort/hvid-billede af stenen med to personer ovenpå. Det giver en fornemmelse af hvor stor den faktisk er. Mere end 4 meter lang. Der står at den skulle have et sted mellem 40 og 50 skåltegn, som er en type af helleristninger hugget eller slebet i stenens overflade, som skåle. Man har fundet skåltegn på sten over det meste af verden, og de har sandsynligvis haft forskellige betydninger for forskellige folk. Har sikkert tjent forskellige formål på forskellige tidspunkter i historien. Måske har man placeret offergaver i dem. Måske har de været symboler på frugtbarhed eller livets cyklus. Måske er de biproduktet af en praksis, som anså selve stenens kød for helligt, af folk som har skrabet stenkødet ud og anvendt det i mediciner eller amuletter. Måske er de en slags skrift, der pletter stenen som en stjernehimmel? 

På billedet i bogen er Offerstenen plettet af lyse og mørke områder, og det er vanskeligt at tyde i gråtonerne, hvilke der er skåltegn, og hvilke der er plamager af lav og mos eller blot stenens egen tekstur. Stenen ser ud til at ligge i en lille lysning mellem løvtræer og i forgrunden er en del af stenen dækket af højt græs. I baggrunden ses unge, slanke stammer. På et nyere billede af stenen, som jeg har fundet på Google, kan jeg se, at der er sket meget i de 30 år, siden Lidegaard besøgte den. Skoven bagved er blevet tættere, træerne er blevet flere. Eller er stammerne bare blevet tykkere? Et frodigt krat har rejst sig som en krave om stenen, hvilket får det til at se ud som om den er sunket ned i et hul.

…

Jeg går ad Venstrestien et stykke tid uden at se noget der ligner miljøet på billederne. Stien følger skovbrynet og jeg kan se igennem den åbne løvskov ud på marken bagved. På den anden side af stien kan jeg se ganske langt ind mellem stammerne. Ingen sten, hverken mod marksiden eller skovsiden. Jeg laver små afstikkere til højre, dybere ind i skoven for at udvide mit søgefelt, og sørger for hele tiden at kunne se Venstrestien bag mig så jeg kan finde tilbage. Flere gange spotter jeg mosbegroede knolde inde mellem træerne, men ser hurtigt at det ikke er sten og i øvrigt er de heller ikke nær store nok. Efter nogen tid kan jeg se et område med nåleskov på højre side. Indtil nu har Venstrestien været bred og tosporet, men så snævrer den til, bliver ensporet og drejer mod højre væk fra skovbrynet og ind i en tættere bevoksning af lave træer. Jeg beslutter mig for at vende om. Det er nok dumt at gå for langt væk fra bilen, og Offerstenen ligger helt sikkert ikke derinde. De træer er alt for unge.

. . .

 
Bilen stråler i solen. Lyset reflekteres som brede faner fra taget og kølerhjelmen, og som spidse stjerner i lakkens fine glimmerpartikler. Det ligner det glimmer, som får så mange sten på stranden til at glitre metallisk i solen. Jeg åbner fordøren og sætter mig ind på førersædet, for at vente på vejhjælpen. Der er gået ca. en time siden jeg forlod gerningsstedet og bilen er nu bagende varm. Jeg ruller begge vinduer ned for at få gennemtræk. I den lange indkørsel til gården, ser jeg en blank, sort BMW køre ud. Den drejer til venstre og passerer tæt forbi mig på den smalle vej. Jeg er ikke stolt af min ubehjælpsomme parkering, og stirrer ned i min telefon for at undgå chaufførens blik. Da bilen er passeret, skæver jeg til bakspejlet og ser, at den stopper og bakker langsomt mod mig. Jeg ser op. En spinkel, ung mand i en falmet T-shirt kigger på mig gennem det nedrullede vindue. 

Do you need help? We could get the tractor, pull you out? Han ser spørgende på mig, idet han signalerer mod gården med den ene hånd. 

Oh thanks, I’m ok. I’m waiting for the road help, they’ll be here in a minute.

Are you sure? We could just… han retter på sin kasket.

Really, it’s fine, they’re on their way. But thanks!

Ok, have a good day, siger han og smiler et næsten usynligt smil. Så sætter han BMW’en i gang og forsvinder med en glat og lydløs bevægelse. 

En halv time senere, da bilen er hevet op af grøften, bevæger jeg mig tilbage til skoven og indser så småt, at jeg nok ikke når til Sondrup i dag. Jeg havde troet at jeg nemt ville finde Offerstenen og tænkte at jeg så bagefter ville køre til Sondrup Plantage ved Horsens Fjord for at lede efter Heksestenen og Dilbjergstenen, som begge skulle ligge der. Det er kun 20 minutters kørsel herfra, men jeg havde allerede hjemmefra på fornemmelsen at de to sten ved Sondrup ville blive sværere at finde end Offerstenen—og den har jo ikke åbenbaret sig endnu, så jeg må altså genoverveje min plan. Lidegaards stedsangivelser er ikke specielt detaljerede, og i modsætning til Offerstenen har jeg ikke kunnet finde nogle nyere billeder eller omtaler af stenene ved Sondrup, som kunne gøre det lettere at finde dem. Den tur må vente til i morgen, for klokken er allerede 16 og min proviant, som bestod af en håndfuld kirsebær og en halv liter vand, har dårligt nok rakt til denne etape. Jeg må sgu oppe mig lidt, lade være med at køre i grøften og sådan noget.

Ved indgangen til skoven, der hvor stien deler sig, tager jeg nu i stedet Højrestien. Ifølge rutevejledningen er det den helt forkerte retning, men det står klart at jeg må ændre strategi. Nu vil jeg bare prøve at afsøge så meget af skoven, som jeg kan. Jeg benytter samme taktik som før, spejder til begge sider og tager med jævne mellemrum afstikkere for at undersøge mellem træerne. Jeg ser vild gulerod og vild kaprifolie, som endnu ikke er i blomst. Jeg ser almindelig vejbred og lancetvejbred—men ingen sten. Jeg ser smørblomst, eller bidende ranunkel, som den også hedder. Indtil i sommers har jeg kun kendt den som smørblomst, men så læste jeg at den også har dette navn. Et helt andet humør. Jeg holder af at lære navnene på de planter jeg møder, som at være på fornavn med de lokale. Jeg ved jo godt at det er navne de har fået—det er et sprogligt system, som de passes ind i, som siger noget om den kultur de omgives af, og kun indirekte om dem. Det er ikke planterne selv jeg lærer at kende, når jeg kender deres navne—det er de mennesker, som har navngivet dem. Det er disse menneskers forhold til planterne, hvordan de smager eller dufter. Hvordan de kan bruges i medicin eller gift eller mad. Og ligesådan kan man vel tænke om de navne vi giver til hinanden. Men når jeg lærer mig planternes navne, ser jeg dem også tydeligere i landskabet. Mine omgivelser bliver mere detaljerede. Det er en social øvelse: Jeg bemærker de andre, så jeg kan hilse på dem næste gang vi ses—det er vel almindelig høflighed, men også et ægte forsøg på at blive venner.  

…

Jeg lander med en dump lyd i skovbunden når jeg snubler og kan sådan set blive liggende. Jeg rejser mig ikke op med det samme, ser mig ikke over skulderen mens jeg børster skidtet af. 

Hvis jeg er heldig får jeg øjenkontakt med en stær eller strejfer noget blødt med en forvildet hånd. 

Jeg vender mig i de tørre blade og glor op langs stammerne. Andre kroppe kravler rundt hernede, det rasler i det brune gulv. 

Jeg falder ind i skyggerne. Eller mine hår reflekterer lyset på en helt almindelig måde. I den forstand er jeg som de andre: Én der vokser. Et stykke lysfølsomt kød. 

Herude kan jeg roligt gå i stykker: Mine dele passer ind. Det er en luksus. Ingen kræver en forklaring.

…

Jeg ser musevikke og mælkebøtte og hvidkløver. Jeg bliver sulten og klokken bliver 17. Jeg går tilbage til Højrestien, fortsætter i et stadig mere nølende tempo mens jeg tænker, at jeg nok bør vende om snart—og så pludselig er den der, Offerstenen, lige til venstre for stien. Den er virkelig kæmpestor! Næsten helt overgroet med mos, delvist skjult bag brændenælder og slyngplanter, men klods op ad stien. Ikke til at overse. Godt jeg ikke gav op. Selvfølgelig ligger den ikke gemt et eller andet afsides sted. Det er jo en velbeskrevet sagnsten, og stien har sikkert gået her forbi lige så længe som stenen har været helligholdt. Jeg ser mig om. På de nyere billeder, jeg fandt på nettet, kan man se en lille tilhugget stenstøtte med indskriften FRED foran Offerstenen, men den er ikke umiddelbart til at se. Denne støtte nævnes ikke af Lidegaard, og jeg tænker derfor at den må være sat efter bogens udgivelse i 93. Måske af nogen som stadig holder Offerstenen hellig, eller som vil advare mod at forstyrre den? Jeg giver mig til at rode i det frodige grønne og så kommer den lille støtte til syne. Det gør mig utrolig glad, da jeg graver den frem: Der var du. Jeg fjerner nogle gamle nedfaldsblade som dækker inskriptionen. Et par glinsende bænkebidere piler op fra bogstavernes fordybninger og ned ad støttens sider. Jeg føler mig heldig. Hvis ikke jeg havde vidst den var der, havde jeg ikke opdaget den, der nede under rankerne.

Omkring Offerstenen er der gravet en dyb grøft. Måske har man villet flytte den og derfor forsøgt at afgøre om den er jordfast—hvad man må konstatere at den er. Dens kolossale størrelse er uden tvivl en del af årsagen til at den stadig ligger her i dag. Men grøften kunne også være resultatet af et forsøg på at finde ud af om der skulle gemme sig noget under den. Det siges nemlig om mange af sagnstenene, at de ruger på en skat—og i dette tilfælde virker tanken særligt nærliggende, navnet og skåltegnene taget i betragtning. Men uanset hvad har stenen sejret: Den ligger her endnu. 

Med besvær kravler jeg op på kæmpen. Jeg må træde ganske højt op for at finde et plant sted at sætte foden, og det fugtige mos er glat under mine støvler. Jeg undersøger overfladen og kan umiddelbart kun finde én fordybning, som jeg er sikker på er et skåltegn. Den er ret stor, lidt ujævn men tydelig, selvom også den er tilgroet med mos. Jeg får lyst til at skrabe det grønne tæppe bort og blotlægge de andre skåltegn, som må være nedenunder, fyldt med formuldede blade og bænkebidere. Men jeg gør det ikke. Det ville føles som at overskride en grænse, en slags dyneløfteri, som jeg slet ikke er bemyndiget til. Jeg er bare en dagsgæst, en stenturist, som er kravlet op på kæmpen for at mærke min egen bitte krop. Jeg rejser mig op. Står lidt og ser ned i grøften bag stenen. Så kravler jeg derned og sætter mig på hug for at se stenen nedefra. I denne vinkel opdager jeg et lille flyvetræ, en ahorn, som har slået rod og spiret op igennem mosset på stenen. Måske har den slået rod i et af de fyldte skåltegn. Jeg fotograferer stenen og dens man af vækster fra alle disse vinkler: Ude fra stien, oppefra stående på den ene og den anden side, nede fra grøften. Jeg må konstatere at jeg ikke kan få hele kæmpen med. Jeg kan ligesom ikke rigtig fange hvor stor den faktisk er, fordi dele af den er gemt—enten af krattet eller af grøften. Og hvem ved hvor meget af den, der er skjult under jorden? En kæmpe hvis isse akkurat stikker op af skovbunden. Klokken er snart 18, og jeg kravler op af grøften igen og ud på stien. Jeg må komme igen. Nu ved jeg hvor den er. 
ved ikke hvornår. Det bliver ikke i denne omgang for jeg skal allerede hjem til København i overmorgen. Men nu ved jeg hvor den er.

Louis André Jørgensen (f. 1988) er billedkunstner og forfatter. De er bosat i København og interesserer sig for hvordan man kan overleve som arbejdssky kunstner i en kapitalistisk og præstationsfikseret kultur. Denne tekst er del af et større lithofeministisk projekt, som handler om stenene som vigtige men oversete elementer i naturen og bruger geologien som prisme til at se på spørgsmål om sprog, køn og sorgbearbejdelse. D. 1. juni 2023 åbner deres soloudstilling Bjergtaget på galleriet og kunstnerboghandlen Bladr i København.