Der er en kartoffel, som har fulgt farmor hele hendes liv, og hendes farmor før det. Da forholdet mellem jorden i haven og Gerd og farmor endnu var ungt, spurgte de, om kartoflen ville gro der ved at putte den i jorden. Det ville den, dens opsvulmede jordstængler og rodknolde bredte sig uhæmmet som hvide bændelorme. Over tid har farmor perfektioneret den høje dynge af kompost, plantemateriale og tang, og inde i mørket lægger hun moderkartoflerne. I gentagne mønstre udsluktes moderkartoflerne, mens nye svulmer op. Hvert år nærstuderer farmor kartoflerne, spørger om de stadig trives. Hun ved, at forholdet fortsat vil være skrøbeligt. Hun graver huller tilfældige steder i jorden. Kigger på jorden, mærker om den er blød eller kompakt, våd, smuldrende eller tør. Farmor sår honningurt, boghvede, sennep, kløver og lucerne i et blødt tæppe, når kartoflerne er høstet. Fermenterer brændenælderne og spreder teen over jordstykket. Alle skal komme sig. 

Gerd siger, at i kartoflen ligger skimmelsygdommen som et potentiale. Det er modstandskraften, der gør den robust. 

Det var spanierne, der bragte kartoflen til Europa i 1500-tallet efter at have plyndret Inkariget. Kartoflen som en stjålen skat, en melet knold, der blev ved med at give, mange år efter nedslagtningen. Da kartoflen som en underlig udvækst på en brutal hærfører blev hentet til Europa, forstod mange først ikke, hvordan den skulle spises. Skotterne ville ikke dyrke den, fordi den ikke var nævnt i biblen. På grund af det sparsomme dagslys på den nordlige halvkugle, nægtede planten at give de spiselige opsvulmede knolddele. Derfor troede man først, at det var plantens frugter, der var spiselige, og sådan endte manges liv. Det var først fuldkommen utænkeligt, at planten skulle gemme på en velsmagende del af sig selv under jorden, dernede så tæt omsluttet af det urene, mudrede mørke. En del, som kunne holde én i live og faktisk forædles fra bitre rodknolde til en velsmagende fødevare, som skulle vise sig at redde Europa fra hungersnød, for så senere at dræbe ved hungersnød, monokulturens paradoksale op- og nedgange. Planen var at brødføde proletariatet, stivelsen som et essentielt brændstof for imperiernes ekspansion. Men bønderne var mistroiske. Det var med tvang, at den blev taget fra Inkariget, det var med tvang, at den først blev indført, sået og indtaget i Europa. Vi hælder brun sovs over den og kalder den vores nationalret.

Men ovenpå den første mistro spredte kartoflen sig hurtigt. Hvad andet havde man brug for end dens mættende, vitaminrige, blege kød. Alle marker groede kartofler, alle kogeblus kogte dem, alt hvad husmoren skulle kunne var at koge en kartoffel, servere den med salt, og, hvis man var heldig, smør. Så let den glider ned. Da min mor var gravid med mig, var alt, hun kunne spise, kartofler, de dulmede kvalmen. 

Der er det her billede. Min far hælder vandet fra kartoflerne, stadig kun iført underbukser og med søvnige øjne. Der er det her andet billede. Min mor sidder halvt op i sengen med en tallerkenfuld kartofler hvilende på den svulmende mave, kartoflerne lyser op i det sort-hvide fotografi. Jeg kan næsten dufte det stivelsesrige skum, hvordan duften bredte sig allerede fra den tidlige morgenstund. 

Tartoffel, betæt, kantøffel, botet, patæt, jordæble, jordpære, jordblomme, Den hellige urt, Djævlens æble. Kært barn har mange navne.

Kartoflen tilhører natskyggefamilien, der siges at være giftig. 

Man sagde, at kartoflen medførte spedalskhed. Man sagde, at kartoflen kunne kurere spedalskhed.

Man sagde, at kartoflen indeholdt en frugtbarhedskraft, der gjorde kvinderne for frugtsommelige. Man sagde, at kartoflen kunne øge potensen.

Man sagde, at kartoflen kunne forårsage gigt. Man sagde, at kartoflen kunne beskytte mod gigt, hvis man bar den i lommen. 

Man sagde, at kartoflen kunne lindre solskoldning og ondt i halsen, fjerne vorter. At havde man dårlige ben, skulle man lægge sig på en tønde kogte, varme kartofler.

Man sagde, at min mor havde spist for mange kartofler, mens hun var gravid med mig. At natskyggen således havde sået sig i mig, mens jeg lå i min mors mave, og gjort hvad den gjorde. Bar natskyggen, moren, sygdommen med sig, til mig. 

Da irerne i 1800-tallet havde gjort sig fuldstændig afhængige af kartoflen, havde strøet den ud over det ganske land, angreb parasitten phytophthora infestans, også kaldet kartoffelpesten, fire år i træk.

Kartoflen var hovedbestanddelen i de irske bønders kost, alt andet, de dyrkede, var forbeholdt det britiske imperium, som havde så travlt med at udvide territoriet, at de overhørte irernes rumlende maver. De smuler, der ikke var ramt af sygdom, rakte ikke langt. Pesten spredte sine sporer med vinden ud over Europa hurtigere end nogen anden sygdom, hurtigere end kartoflen spredtes i første omgang. Den dræbte én million irere, sendte lige så mange på flugt. I Danmark var kartoflen stadig mest en spise forbeholdt grisene. 

Der er det her billede. Gerd med en spandfuld aspargeskartofler. Hun havde aldrig gravet nok op, når vi kom på besøg. Vi spiste rub og stub. 

Når hun så mig, sagde hun altid: Du ser lidt bleg ud, spis nogle flere kartofler. Kartoflen som en ordknap, omsorgsfuld gestus. 

Billederne kollapser ind i hinanden. Var det mig, der tabte håret, og ikke farmor? Vi må bære tabet sammen som en modvillig kroning.

Andrea Fjordside Pontoppidan (f. 1990) er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, har studeret Essay og kritik på Biskops Arnös Forfatterskole og arbejder som underviser, kritiker og forfatter.

Teksten er et uddrag fra Kartoffeløje, Andrea Fjordside Pontoppidan, OVBIDAT 2023.