Nu kommer Posten
Jeg samler et gulnet brev op fra fortovet på Lergravsvej.
Kære Klaus
Brevet er dateret 5/1 1956.
Kan du huske at skrive 56 i stedet for 55? Gid det må falde dig let og bekvemt!
Jeg tænker på at skrive ud i den lokale Facebook-gruppe og spørge, om der er nogen, der har tabt et brev, men jeg glemmer det. Kolde efterårsdage bliver til vinterdage, 2023 bliver til 2024. Vinden hamrer snefnuggene mod jorden.
Jeg kommer i tanker om brevet igen, da jeg rejser til en ø uden for Stockholm. Træerne, husene, stierne er dækket af sne. Jeg må gå forsigtigt for ikke at falde.
Vi vilde jo godt høre lidt mere om Lapland. Om du har befundet dig godt, og om du har oplevet noget særligt: siddet fast i Sneen el. lign.
“The loss of stories sharpens the hunger for them” skriver Saidiya Hartmann i essayet Venus in Two Acts. Hvem mon Klaus var, og hvad lavede han i Lapland i 1956?
Betyder det noget, at jeg umuligt kan genfortælle nøjagtigt, hvorfor denne Klaus var i Sverige i 1956?
På Arbetarrörelsens arkiv och bibliotek i Stockholm bruger jeg arkivets digitale søgefunktion – skriver: Lapland, brevskrivanda, post. Ingenting relevant dukker op.
Nu kommer Posten. I morgen sender jeg dig 150 sv. Kr., hvis du savner Penge, maa du jo ellers lade os det vide.
Hvis Klaus eksisterer i arkivet (det kunne f.eks. være i en lokal artikel under rubrikken “Danskeren i Lapland” eller noget lignende) er det umuligt at finde frem til ham.
Hvordan forklarer jeg dette behov for at nærme mig en fremmeds historie?
Kan det være, fordi jeg har svært ved at acceptere brevets placering på fortovet som en tilfældighed – fordi “man kan være tilbøjelig til at identificere tilfældighed med ligegyldighed, og så er der meget kort til begrebet meningsløshed”, som en lektor ved Institut for Matematik og Computer Science formulerer det i en artikel på Videnskab.dk?1
Er der en værre fjende for mennesket end meningsløshed? Jeg tror det ikke.
I et nummer (2023:2-3) af tidsskriftet Ordkonst med temaet “Brev” skriver en afsender (Kulturo) om brevet: “Det får mig til at tænke på brevet og brevvekslingen, dets intimitet. Om denne intimitet kun kan opnås i brevet, om al anden skrift må måle sig med den?”
Jeg slubrer brevets ord i mig, fortærer et lille stykke historie, selvom det blot er en tilfældighed, at det netop var mig, der fandt brevet. Jeg søger efter en ledetråd mellem sætningerne, et svar, men til hvilket spørgsmål ved jeg ikke.
Nu da Mor er syg, har Gertrud overtaget Husets styrelse. Det gaar meget godt, og hun er også igen mere normal. Annemarie rejste Tirsdag, har fået læst en hel del. Hun har været hyggelig at have hjemme.
Spøgelseslignende kvinder svæver for mit indre blik. Mor i sengen, Gertrud, hvem er Gertrud, hun er en ældre kvinde med gråt hår, måske søsteren til brevskriveren (Far), eller også er hun ung, Fars yngste datter, mørkhåret og iført forklæde, mel på hænderne, når hun hjælper til i køkkenet. Annemarie kan være Fars ældste datter. Hun svæver over januarsneen, efterlader små omrids af en skosål. Julen er slut, og hun skal hjem til sit eget liv. Det er aften. Far sætter sig ved spisebordet og skriver et brev.
Når jeg tænker på disse personer, forestiller jeg mig dem gå rundt i et hus, jeg kender, f.eks. min mors hus. Når Far kigger ud ad vinduet og kigger efter Annemarie, når han fælder en tåre på den anden side af køkkenvinduet, er det min mors køkkenvindue, han kigger ud af og den tomme gårdsplads, blikket hviler på. Når han sætter sig med det blanke stykke papir foran sig, sidder han under den store, mørke trælampe, der hænger over spisebordet. Det er herfra, han husker juledagene og savner sine børn.
Et brev er poetisk sammenlignet med nutidens digitale kommunikationsformer. Først skal brevet skrives, sirligt skal brevskriveren indfange tid og følelser med ord, dernæst skal han lægge brevet i en konvolut med frimærke på, ud i entréen og iføre sig sko og jakke, hen til nærmeste postkasse og lægge brevet i. Krydse fingre for, at brevet, der transporteres i f.eks. lastbil, med fly eller med færge, en dag når frem til modtageren, hvor end denne befinder sig. Man skriver ikke hvad som helst på et stykke papir, der kræver så lang tid at udfylde, og som dernæst sendes ud i det uvisse.
Hvad skulle jeg skrive i et brev, hvem skulle jeg sende det til?
Jeg kunne skrive: Der er smukt i Sverige. Kulden bider i kinderne, men på mit værelse er det varmt. Hver morgen vågner jeg op med ondt i hovedet. Det må være radiatorens skyld. Den presser varmen ud i rummet, presser varmen mod min krop, når jeg sover.
Eller jeg kunne svare på et gammelt brev, skrive: Kære Far. Tak for de 150 kr. Sneen har ikke givet anledning til problemer, selvom himlen er hvid og tung. I dag har det sneet hele dagen, og nu er der ingen farver i byen. Bilerne, vejskilte og træerne. Alt er farveløst som i en dvaletilstand. Som om tiden står stille i Sverige.
Et brev indeholder en historie, som den digitale chat mangler. Historien findes ikke kun i brevets ord, men også i brevets rejse. Brevet til Klaus rejste fra Danmark til Lapland og tilbage igen til Danmark. 58 år senere lå det pludselig på et fortov i København.
Rejsen og skriften hænger uløseligt sammen. På rejsen lærer vi nye ting om os selv og hinanden. Når vi skriver og læser, sker det samme. Fortid og nutid smelter sammen.
Jeg havde en ven, som døde for mange år siden, og jeg forsøger ofte at skrive ham frem, beskrive hans skæve smil og gule tænder, hvordan han aldrig blev sur og altid gav sig tid til at hjælpe andre. Jeg forsøger at huske byturene, vi var på sammen, og samtalerne, vi delte om skolen, køretimer og fremtiden.
Måske kan jeg bruge brevet til at indfange tabt tid og nærme mig noget, der ikke kan placeres et fysisk sted, og som jeg mister, hvis ikke jeg gør en indsats for at holde fast. Findes der et bedre rum end det intime rum til netop det?
Brevet og teksten husker, når vi glemmer. Der er noget meningsfuldt forbundet med det. Måske er der ikke mere kan jeg gøre for at nærme mig fortiden.
Kære L. Det er mere end otte år siden, jeg så dig sidst. Jeg har tænkt meget på dig, men oplever alligevel, at jeg kan have svært ved at huske dig. Jeg har besluttet mig for at skrive om dig. Hvis du kunne, ville du måske stille mig det samme spørgsmål, som andre har stillet: ’Hvorfor skriver du om fortiden?’
Jeg er i Sverige og befinder mig godt her, selvom jeg ikke oplever noget særligt. Jeg har et brev i tasken, som er 58 år gammelt. Modtageren er Klaus, som befandt sig i Sverige på det tidspunkt, hvor brevet blev sendt. Jeg ved ikke, hvad han lavede der, og det gør mig nysgerrig, selvom han sikkert bare stod på langrend eller arbejdede som kok, tjener eller håndværker. Det er svært at forklare, hvorfor jeg har taget brevet med til Sverige. Det er, som om fortiden sidder mellem linjerne og hvisker til mig. Det minder mig om dengang, hvor jeg gik i mørket under gadelygterne og forestillede mig, at det var dig, der fik trætoppene til at danse.
Jeg vil gerne sige undskyld for, at jeg ikke husker alt om dig, og at jeg med al sandsynlighed kommer til at opdigte detaljer, når jeg skriver om dig. Jeg vil, at teksten skal huske for os, når også jeg en dag er væk. Jeg tror, det er den bedste forklaring på, hvorfor vi skriver om fortiden.
Ser du den samme sne, som jeg ser? Når solen skinner, reflekteres strålerne i alt det hvide, så jeg må lukke øjnene og stå helt stille. I de øjeblikke har jeg intet andet formål end at eksistere. Jeg er ikke meget andet end en krop, der befinder sig mellem fortid og fremtid.
Jeg savner dig.
Kærlig hilsen C.
Cathrine Marie Nørgaard (f. 1994) er journalist og skribent. Cathrine har studeret kritik och essäistik på Biskops Arnö Författarskola (2023-2024).
Foto: Cathrine Marie Nørgaard.